Aalborgensisk kok, tjener og sommelier nomineret til årets restaurantchef 5 years ago

Den Danske Spiseguide hædrer hvert år de bedste fagpersoner i den danske restaurationsverden. Her i CalcuEasy skriver vi typisk om best-practice inden for restaurationsdrift, men vi er heller ikke blege for at fortælle, når nogen gør et godt stykke arbejde. Derfor har vi talt med kok, tjener og sommelier, Anders Holm, som til dagligt bærer titlen som restaurantchef ved Mortens Kro i Aalborg. Anders Holm er nomineret til årets restaurantchef i Danmark og i aften afholder Den Danske Spiseguide gallamiddag, hvor forskellige priser inden for restaurationsbranchen bliver uddelt.

Vi har været lidt nysgerrige på, hvad han har gjort for opnå nomineringen som årets restaurantchef og selvfølgelig hvad hans næste mål er. Da vi møder Anders Holm står han i flot tjeneruniform et par timer inden, han modtager de første gæster, med fint overskud til at svare på seks hurtige spørgsmål:

 

Hvordan føles det at blive nomineret til årets restaurantchef?

”Det gør mig rigtig stolt at blive anerkendt for mit arbejde. Det giver en anerkendelse af, at det jeg gør, er rigtigt. Det giver mig motivation til at arbejde endnu hårdere og det giver mig arbejdsglæde i hverdagen.”

Hvad har du gjort for at nå til denne kåring?

”Jeg har arbejdet på Mortens Kro i næsten syv år, hvilket har givet mig stabilitet, plads og ro til at arbejde mig op og dygtiggøre mig. Jeg har uddannet mig til sommelier, hvilket har bidraget til en større viden inden for vinens verden. Denne viden bruger jeg hver dag på mit arbejde til at give gæsterne bedre og mere præcis betjening.

Ved siden af mit fuldtidsarbejde er jeg konkurrencetræner for tjenereleverne på Tech College Aalborg, hvilket bidrager til en bedre forståelse af ledelse og opbygningen af tjenerfaget.

Alle disse ting, tror jeg, har bidraget til, at jeg er nomineret til Årets restaurantchef.”

Hvilken betydning har det haft, at du har haft din ”opvækst” ved Mortens Kro?

”Det har haft en stor betydning, da jeg har fået god vejledning og støtte af Morten (ejer af Mortens Kro), som altid er i restauranten. De gode kolleger har også en stor betydning, da vi alle kæmper for det samme mål – at give gæsterne den bedste oplevelse.”

Har det altid været din drøm at blive restaurantchef?

”Nej ikke til at starte med, da jeg oprindeligt er udannet kok og jeg troede, at det var den vej, jeg skulle gå. I elevtiden, som kok, mødte jeg to dygtige, uddannet tjenere som inspirerede mig til at udforske tjenerdelen af restaurantfaget. Da jeg begyndte som tjenerelev på Rold Storkro fandt jeg hurtig ud af, at det var den vej, jeg skulle, fordi jeg sætter stor pris på gæstekontakt. Efter de første par år hos Mortens Kro, kom tanken om at blive restaurantchef, da jeg godt kan lide at blive udfordret og titlen giver et større ansvar.”

Hvis du bliver kåret til årets restaurantchef, hvad er så dit næste mål?

”Det er i det hele taget en stor ære at blive nomineret, hvilket jeg er meget stolt af. Mit næste mål er at dygtiggøre mig endnu mere inden for vinens store univers og måske en dag blive nomineret til årets sommerlier eller årets tjenerprofil.”

 

I aften den 28. oktober afholder Den Danske Spiseguide gallaaften på Marienlyst Strandhotel. Her falder afgørelsen og vi krydser selvfølgelig fingre for, at Anders Holm tager en pris med til Aalborg.

Commenting is Disabled on Aalborgensisk kok, tjener og sommelier nomineret til årets restaurantchef